Der findes to typer acceleratorer: lineære og cirkulære. I de lineære acceleratorer kolliderer partiklerne oftest med et stillestående materiale, i de cirkulære acceleratorer kolliderer de oftest med hinanden.

En partikel accelereres ved at passere gennem elektriske felter som har en spænding på flere milliarder volt. I en cirkulær accelerator anvender man elektromagneter som tvinger de ladede partikler til at flyve i krumme baner.

Man kan accelerere mange forskellige slags partikler, f.eks. elektroner, positroner, protoner og diverse ioner. De eneste krav er at de skal være stabile og ladede.

Når en acceleration skal starte i CERN's acceleratorsystem begynder man med at varme en metaltråd op til der frigøres elektroner. En del af disse ledes gennem lineære acceleratorer til den mindste cirkulære accelerator, mens de andre bringes til at kollidere med et metal, hvorved der dannes positroner, som føres tilbage til elektronerne. Elektronerne og positronerne accelereres mere og mere i større og større acceleratorer, til de slippes ind i LEP (Large Electron Positron collider) hvor de til slut styres ind på kollisionskurs. De kolliderer i en af de fire detektorer, som senere analyserer hvilke partikler der er skabt ud af den frigjorte energi.

LEP er nu nedlagt for at gøre plads til en større accelerator, LHC (Large Hadron Collider) som vil kunne kollidere protoner ved en meget højere energi.