DELPHI detektoren er en af de fire store detektorer ved LEP-acceleratoren. DELPHI blev bygget og installeret samtidig med LEP i 1989. Datatagningen med DELPHI-detektoren sluttede i december 2000 for at give plads til ombygningen af LEP-tunnellen til LHC.
Detektoren består af tre dele, en cylinderformed del og to 'endeskjold'. Længden og diameteren er ca 10 meter og totalvægten er 3500 ton.
Omkring 20 deldetektorer af de forskellige typer som vi har berettet om tidligere udgør DELPHIs vigtigste komponenter. Mellem EM-kalorimeteret og hadronkalorimeteret findes desuden en stor supraledende magnet som er uundværlig for eksperimentet. Magnetfeltet fra denne magnet gør at ladede partikler afbøjes så man kan bestemme deres ladning og bevægelsesmængde.
I afsnittet "Kollisionstyper" illustreres hvordan det kan se ud når der frembringes partikelkollisioner i DELPHI.