De forskellige henfaldsmuligheder kan identificeres på lignende måde som i opgaven med at bestemme Z-partiklens forgreningsforhold. Til forskel fra Z-henfald er der dog ikke en, men to vektorbosoner som henfalder i hver kollision. Dette skaber problemer idet det kan være svært at adskilla henfaldspartiklerne fra de to W-partikler. En elektron fra en W-partikel kan for eksempel havne i en jet hvis den anden W-partikel henfalder hadronisk. Så vil det se ud som om elektronen tilhører jetten og vi har ingen anelse om hvad der skete med den første W-partikel. Vi vil helst se ensomme elektroner, dvs. et signal i EM-kalorimeteret som ligger isoleret fra alle andre partikler.

Tauhenfald er specielt komplicerede idet taupartiklen i sig selv kan henfalde til en elektron eller en myon (plus neutrinoer). I disse tilfælde er det vældig svært at afgøre om W-partiklen henfaldt direkte til f.eks. en elektron eller om henfaldet gik via en tau.

En lidt enklere variant af denne opgave går ud på kun at beregne de to forgreningsforhold for hadroniske og leptoniske henfald. Det vil sige at man opgiver at skelne mellem de tre forskellige typer leptoniske henfald. På den måde undgår man problemet med de komplicerede tauhenfald.

Vælg nu et antal WW-kollisioner og beregn antallet af henfald af de forskellige henfaldstyper. At beregne forgreningsforholdene er derefter lettere end med Z-henfaldene da vi her ikke har nogen helt usynlige henfald til neutrinoer. Forgreningsforholdene er helt enkelt antallet af identificerede henfald af en vis slags delt med det totale antal henfald som vi har analyseret.

Når du har beregnet alle dine forgreningsforhold kan du sammenligne med hvad Standardmodellen forudsiger teoretisk, se linket nedenfor.