En begivenhed med en Z-partikel som henfalder til to elektroner kendes på at der kun findes to partikelspor som begge giver signal i det elektromagnetiske kalorimeter. Henfald til to myoner ligner elektronbegivenheden ovenfor, med den forskel at begge spor giver et signal i myondetektorerne i stedet for i det elektromagnetiske kalorimeter.
Når en Z-partikel henfalder til to tauoner ser man aldrig taupartiklerne direkte. De henfalder straks til andre partikler. Disse begivenheder genkender man på at de har 2, 4 eller eventuelt 6 ladede partikelspor.
En Z-partikel som henfalder til to kvarker ses som to bundter af partikler (jets), en jet fra hver kvark. Ind imellem sker det at en eller flere gluoner skabes på et tidligt stadium. I så fald dannes en ekstra jet fra hver gluon.
Endelig efterlader neutrinobegivenheder ingen som helst spor i detektorn, idet neutrinoer kun uhyre sjældent vekselvirker med stof. Det betyder at vi ikke ved hvor mange sådanne henfald der har fundet sted.