Når en Z-partikel henfalder til en kvark og en antikvark vil kvarkerne bevæge sig fra hinanden med høj hastighed. Men på en afstand af størrelsesordenen 1 fm (= 10-15 m) forhindrer den stærke kraft kvarkerne i at separeres yderligere, og i stedet opstår nye par af kvarker og antikvarker.
Denne proces giver til sidst anledning til at der opstår to snævre bundter af partikler (jets), en fra hver kvark. De består hovedsageligt af mesoner.
Hvis en af kvarkerne udstråler en gluon på et tidligt stadium bliver også gluonen ophav til en jet, og vi får tilsammen tre jets i begivenheden. Det kan også ske at der udsendes flere gluoner og at vi får flere end tre jets, men dette er relativt usædvanligt.