Den svage vekselvirkning formidles af vektorbosoner. De adskiller sig på flere måder fra de andre udvekslingspartikler. De har alle tre masse og to af dem (W+ og W-) er elektrisk ladede.
Den svage kraft har også en anderledes karakter end de tre andre kræfter i universet. Den kan dårligt nok opfattes som en kraft i traditionel forstand. Den er i stedet årsag til mange partikelforvandlinger. Den kan forvandle en kvark til en anden type kvark og derigennem få f.eks. en neutron i en atomkerne til at forvandleas til en proton. Derved udsendes en elektron og en elektronneutrino - vi siger at atomkernen henfalder. Det er vigtigt at forstå at det som er sket er at en kvark i neutronen er forvandlet til en anden kvark (d->u) hvorved en elektron og en neutrino samtidigt skabes - de fandtes ikke forud inde i kernen!
Den svage vekselvirkning er også årsagen til at en ladet lepton som f.eks. myonen henfalder til en lettere lepton (elektron eller positron). Den svage vekselvirkning har tre udvekslingspartikler: W+, W- og Z0. Men ved hver enkelt forvandling er det kun en af disse vektorbosoner der er indblandet.