Vi minder om at der findes seks forskellige kvarker som er grupperet i tre familier. Hver kvark har desuden en antikvark ( fx. anti-op-kvarken anti-u). De har samme masse og levetid som den tilsvarende kvark. Men antikvarkerne har alle modsat fortegn på den elektriske ladning.
Alle kvarkerne vekselvirker med hinanden gennem den stærke vekselvirkning. De partikler som består af kombinationer af kvarker kaldes hadroner (græsk hadros = stærk). Navnet sigter altså på at hadronerne påvirker hinanden gennem den stærke kraft.
Hadronerne inddeles i to grupper af partikler. De partikler som består af tre kvarker (eller tre antikvarker) kaldes baryoner (græsk baros = tung). De partikler som består af to kvarker (en kvark og en antikvark) kaldes mesoner (græsk mesos = middel/mellem).
Der findes ingen hadroner som består af en enkelt kvark, og der er ingen beviser for partikler som indeholder flere end tre kvarker. Kvarkerne i den første familie er byggesten for atomkernerne i universet. De fire øvrige kvarker (og alle deres antikvarker) indgår som byggesten i kortlivede partikler som ikke længere findes naturligt i vore omgivelser. Men ved universets fødsel fandtes de i stort antal og ved fysikeksperimenter med energirige partikelkollisioner kan de skabes igen.