En del af de partikler som skabes i en partikelkollision vil umiddelbart efter henfalde og danne nye partikler. I disse tilfælde må man se på henfaldsprodukterne og ved hjælp af dem forsøge at slutte sig til hvad det var for en partikel der oprindeligt blev skabt.

Det mest almindelige eksempel er kvarker, som ifølge Standardmodellen ikke kan eksistere som frie partikler. I stedet for forvandles en kvark til en jet af mange partikler. En sådan jet består som regel af ti eller flere partikler. Det er normalt let at se om der er skabt kvarker i partikelkollisionerne da jettene ses tydeligt i detektoren.

Sommetider udstråler en kvark en gluon (gluonstråling) på et tidligt stadium. En sådan gluon kan heller ikke eksistere alene men danner en jet af partikler på samma måde som kvarkerne.

Taupartikler når også at henfalde inden de opdages i detektoren. En taupartikel henfalder til 1 eller 3 ladede partikler plus et ubestemt antal neutrale partikler. Hvis der dannes flere neutrale partikler bliver resultatet en minijet som minder om en kvarkjet. Minijetten fra taupartiklen har dog meget færre partikler, mindre end ti. Ofte dannes flere neutrinoer i tauhenfaldet, hvilket gør at den detekterede energi er mindre end kollisionsenergien.