Man har målt hastigheten af lys som udsendes fra meget hurtige atomare partikler. Der kræves avanceret teknik både for at frembringe disse partikler og for at udføre målingen. Sådanne målinger har givet det forbløffende resultat at lysets hastighed er den samme som hvis det var udsendt fra en partikel i hvile.
Einstein fastslog i 1905 at lysets hastighed i vakuum er uafhængig af hvordan lyskilden bevæger sig og af iagttagerens bevægelse i forhold til lyskilden. Dette var en modig påstand som ikke stemmer med vores intuition eller erfaring med almindelige hastigheder i vore omgivelser.
Denne påstand fører til at forestillingen om en absolut tid, ens for alle, måtte opgives. Vi vil f.eks.opleve at et ur som bevæger sig med høj hastighed i forold til os går langsommere end vort eget. En iagttager som følger med det bevægede ur vil ikke opleve at hendes ur har ændret rytme. Fænomenet kaldes for tidsdilatation. Den matematiske sammenhæng mellem tiden på vort eget ur (t) og tiden på det bevægede ur (t0) er:
Det faktum at en stor mængde myoner kan registreres ved jordoverfladen trods deres korte levetid er en bekræftelse af tidsdilatation. (Kilde CERN)